Kampagnen er slut - Hvad kom der ud af den?
Ved semesterstart sommeren 2009 kunne man se læse, at ventelisten til en kollegieplads i København slog alle rekorder pga. for få nye kollegier og mange nye studerende. Også i Århus mærkede man et øget pres, og i Aalborg havde man svært ved at leve op til den boliggaranti, man har for de studerende.
I medierne kunne man læse historier om studerende der boede på hoteller, vandrehjem og campingvogne i de første måneder indtil presset lagde sig lidt, og selv nu står der over 10.000 studerende i kø til studieboligerne i København.
Oven på en høring i folketinget den 30. september blev det klart, at ungdomsboligmanglen i de større uddannelsesbyer er reel. Derfor startede DSF i slutningen af oktober kampagnen UNGDOMSBOLIGER.NU der satte fokus på problemerne ved Kommunalvalget 2009.
Kampagnen var en blanding af seminarer, aktioner og paneldebatter på uddannelsesinstitutioner i København og Århus. Debatterne og den generelle medieopmærksomhed omkring kampagnen resulterede i, at kollegie- og ungdomsboligsituationen blev et vigtigt politikområde i årets valgkamp og politikerne strøg om sig med boligpolitiske løfter.
I København bød samtlige partier ind med løfter om flere boliger. Radikale lovede et kollegium i hver bydel i København og 10 nye kollegier i de næste 10 år.
SF ville have flere 300 nye studieboliger om året i de næste 10 år og desuden vil de invitere de unge med på råd når problemerne skal løses.
Dansk Folkeparti mente, at krav til bygherrer om at bygge ungdomsboliger og kollegier, når de bygger ejerboliger er vejen frem og så vil de have kollegier i den nye bydel ”By og havn”. Mens Konservative mente, at 400 ældreboliger hurtigst muligt bør omdannes til studieboliger og at vi skal have 6.000-8.000 nye ungdomsboliger over de næste 5-8 år(!).
Venstre lovede at bygge 10 nye kollegier i København inden for den kommende valgperiode fortrinsvist i Ørestaden, og Enhedslisten ville have en juridisk task-force, der skal tjekke private udlejere for snyd og bedrag. Socialdemokratiet har sat et mål for år 2020, om at der skal være yderligere 2.250 kollegie- og ungdomsboliger i København. Dette mål vil de nå ved at opføre ca. 100 ungdomsboliger og omdanne 100 almene familieboliger til ungdomsboliger om året.
Udover problemet med for få boliger er adgangen til studieboligerne i København uoverskuelig og besværlig. Det gør Radikale nu noget ved og med en samlet borgerrepræsentation i ryggen vil de oprette en central indstilling af kollegie- og ungdomsboliger i København.
I Århus lovede den nu genvalgte borgmester Nicolai Wammen, at man vil bygge studieboliger, kollegier og ungdomsboliger på to centrale grunde i Århus i løbet af de kommende de år. Det handler om henholdsvis det nuværende godsbaneareal, og det nuværende Amtssygehus. Godsbanearealet ligger centralt i Århus, og en placering af studieboliger her vil være med til at skabe et livligt bymiljø i denne nye bydel.
Ud over boliger lovede selv samme Nicolai Wammen 500 flere kommunale studiejobs i Århus i løbet af den kommende valgperiode, hvilket også må anses for at være en vigtig sejr.
Nu venter vi i spænding på at valgløfterne realiseres, og vi er klar til hjælpe partierne i processen.

